sig selv, snart for at blive kvit den pinlige Følelse af at være en evig Undtagelse. Man ser altsaa dette Hjærnemenneskes Lidelse og Grunddrift: Han maa altid experimentere med sine Oplevelser og Indtryk; han maa altid opsøge nye Indtryk og Oplevelser for at tilfredsstille sin umættelige Trang til at experimentere. Han er et Offer for sin analytiske Lidenskab. –
Heri ligger Bogens tvetydige Ironi: Det er en Slags Selvbekendelse af en Psykolog, der udtaler et Anatema over sit dominerende Instinkt.
Det er en bemærkelsesværdig Ejendommelighed, at mange Kristne er udmærkede Psykologer. Man behøver blot at sammenligne det forrige Aarhundredes Litteratur med den moderne. De fornemme franske Klassikere er kemisk rensede for Psykologi. Deres Personer er inkarnerede Dyder og Laster. Deres Tale er lydende Malm og klingende Bjælde. Derfor vakte ogsaa en Bog som Diderots »Rameaus Brodersøn« en saa sjelden Opsigt. Denne Bog var dengang noget nyt. Der forekom et Menneske i den. Men hvor mange Brodersønner har ikke Rameau faat i dette Aarhundrede! Og skyldes ikke dette
