i hendes Arme, sværger at være hende en lydig Slave, fortæller, at han maa dø uden hende – alt Ting, som ingen havde lært ham, og alligevel Ting, som han ikke følte … blot en exalteret Lyst til at bevæge og forbause hende …
Og saa afslappes han pludselig. Hans Kærlighed er strøgen væk. Han føler intet uden en bitter Skam og en Slags vag Melankoli som ved et fjærnt Minde. Men alligevel vedbliver dette unaturlige Pattebarn at lalle om sin Lidenskab og rives med af sine egne Fantasmer. Han havde, som Forfatteren udtrykker det, gennem hele sit Liv en sælsom Trang til uden Ophold at forlænge en paabegyndt Scene lige netop til det øjeblik, da Skamfølelsen afskar ham Fortsættelsen. Han elsker aldrig, men han bliver aldrig kvit sin voldsomme Trang efter Kærlighed. Alle de Kvinder, han kommer i Berørelse med i Virkeligheden, er ham ligegyldige, ialfald saa længe, han er sammen med dem. De gør samme Indtryk paa ham som pedantiske Prosaanmærkninger til lyriske Digte. Og Digtene er hans Hjærnefostre. Dette hindrer ham ikke fra at fatte formelle Beslutninger om at elske, snart for at forbause
