Mennesket bringes til at fortvile om at kunne hjælpe sig uden Guds altbesejrende Naade, – bringes til at gaa vild i sine egne Forvisninger, gaa glip af alle naturlige Fæster for at kunne fæstes til Gud. Man vil ogsaa mærke denne Tendens i de Afsnit af Pensées, hvor Pascal aabenbarer sig mindre som en opbragt Anklager end som en skeptisk Railleur, en Montaignes og en La Rochefoucaulds Frænde. Man læse f. Ex., hvad han skriver om »Retfærdigheden«:
»Hvorfor overfalder du mig!« – »Ei, hvad! Bor du ikke paa den anden Side af Grænsen! Min Ven, hvis du boede paa denne Side, saa vilde jeg være en Røver, og det vilde være en Forbrydelse at dræbe dig; men som det nu er, er jeg en Helt, og er i min gode Ret.«
»Man forsikrer, at Retfærdigheden beror paa naturlige Love, der er kendt i ethvert Land. Men det løjerlige er, at der ikke findes en eneste saadan naturlig Lov, der er universel. Rov, Blodskam, Barnemord … alt har været regnet med blandt gode Gærninger. – Jeg har set alle Lande og alle Mennesker undergaa Forandringer; og efterhvert som jeg har været nødt til at ændre
