altid modsigende og modsagt af sig selv – saa er Mennesket.« Alle Pascals Tanker udstraaler fra denne dualistiske Grundbetragtning: Mennesket er samtidig noget uendelig højt og noget uendelig lavt; stort ifølge sin oprindelige Bestemmelse, smaat ifølge sin korrumperede Natur. Elendig er Menneskets Lod, men det er stort i Bevidstheden om sin Elendighed. Alle dets Lidelser beviser netop dets Storhed. Ce sont misères de grand Seigneur; – en detroneret Fyrstes Lidelser.
Og han sammenfatter al sin Undren, Beundring og Foragt i dette Udraab, der larmer som et Stenras: »Hvilken Kimære er ikke Mennesket! Hvilket Paradox og hvilket Uhyre! Hvilket Kaos, hvilken Modsigelse, hvilket Vidunder! Alt værendes Dommer og Bedømmer, – dog blot en Orm af Støvet; en Forvarer af Sandheden, og dog en Kloak af Misregning og Uvished. Universets Pryd og dets Afskum!«
Man begynder allerede at skimte Tendensen i denne generelle Fremstilling af Menneskenaturens Dobbelthed og Fordærvelse. Af begge Dele skal Arvesynden fremlyse som en uomstødelig Kendsgærning, og
