oftest gaar under i Striden. Thi saa er det i Virkeligheden, og Skildringen kan blive velgørende, saafremt der lægges over den Farvetone, som høver den: Humorens eller Sorgens eller Harmens. Men Plads bør ogsaa gives de ædlere og kraftigere Karakterer. Nu, om nogensinde, kræves der Forkyndere, hvis Ord dirrer af et sursum corda, saa stærkt, at det griber vore Unges Hjærter og løfter dem over den Forbandelse, der har tynget paa saa mange Slægter … Jeg tror, at denne Paamindelse ej er upaakrævet i en Tid, da Undergang truer os gennem den raadende moralske Fejghed . . .«
Med disse Ord (1893) har Rydberg betegnet sin Opgave som Menneske og Skribent. For en Slægt, der saa sit Liv udtømt i den graa Virkelighedsskildring, vilde han fremmane en Virkelighed, der faar Lys og Mening af ædle og stærke Personligheder, og for en Ungdom, der til Religion havde modtaget det bekvemme Doktrin om Slagsmaalet for Tilværelsen, vilde han løfte de humane og religiøse Idealer, som ingen Slægt opgiver uden at fraskrive sig sit Adelskab og dømme sig selv til Undergang.
To modsatte Idealer har i Tidernes Løb
