Idet Ihering gjennem en fremstilling af den romerske rets genetiske udvikling vilde give en paavisning af rettens udvikling overhovedet, anskueliggjort paa den romerske, lededes han naturlig ind paa rettens almindelige teori i det hele; og navnlig kom han, idet han fremstillede den romerske jurisprudents, ind paa den juridiske teknik og fandt derved anledning til at give en juridisk metodelære, der staar ganske uden sidestykke i retsvidenskabens litteratur; og deri ligger den tredje, ikke mindst betydelige fortjeneste ved hans «Geist des röm. Rechts»[1]. Men forøvrigt viste det sig, at han her var naaet til den yderste grænse, hvor en indtrængen i retsudviklingens almindelige væsen endnu lod sig forene med belysningen af en enkelt retsforfatnings udvikling, og at forfølgningen af den første opgave nødvendigvis maatte sprænge den optrukne ramme. Det fjerde bind af hans «Geist» – det sidste, der overhovedet er udkommet – sluttede med en grundlægning af de subjektive rettigheders teori, i hvilken han i modsætning til den herskende opfatning, der byggede begrebet paa den subjektive vilje, opstillede sin berømte definition, hvorefter rettighed er en «retslig beskyttet interesse». Efter hvad Ihering selv har oplyst[2], skulde det følgende bind have indeholdt den videre begrundelse og udnyttelse af dette synspunkt. Ved udførelsen heraf kom han imidlertid snart udover sit oprindelige synspunkt. Begrebet interesse tvang ham til at fæste blikket paa øiemedet, og retten i subjektiv forstand trængte ham videre til den objektive ret; og saaledes formede sig for ham det oprindelige undersøgelsesobjekt til det, der udgjør emnet for hans andet hovedværk øiemedet i retten («Der Zweck im Recht»). Vær-
- ↑ Jfr. foran p. 21 ff.
- ↑ Se forordet til 1ste bd. af «Zweck im Recht».
rømt bidrag til spørgsmaalet, om obligatoriske forpligtelser er betinget af, at der til disse knytter sig en økonomisk interesse). Rechtschutz gegen injuriöse Verletzungen (188S). Die active Solidarobligation (1886). I denne forbindelse kan ogsaa nævnes hans i 1867 som festskrift udgivne Das Schuldmoment im Römischen Privatrecht; endvidere Abhandlungen aus dem Römischen Recht (1844) og Vermischte Schriften juristischen Inhalts (1879). – Efter Iherings død er udgivet: Entwicklungsgeschichte d. röm. Rechts Einleitung. Verfassung d. röm. Hauses (1894).
