Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/67

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

gjennemtrænger saa at sige det hele retsstof, om end for de forskjellige dele af dette i forskjellig grad. Den hele retsorganisme tjener visse økonomiske og etiske formaal, men eri sig selv hverken økonomisk eller etisk, men en række grænsebestemmelser for den menneskelige handlefrihed eller de menneskelige interesseomraader, hvorfor det netop er grænsernes, ikke det begrænsedes karakter, der her kommer i fortrinsvis betragtning. Saaledes maa man da nødvendigvis afsondre den rent juridiske undersøgelse af retsstoffets struktur fra den filosofisk-statsøkonomiske undersøgelse af de kræfter, der frembringer dette stof. Ihering har selv i et ret træffende billede karakteriseret forholdet ved at betegne den førstnævnte videnskab som retsforskningens anatomi eller statik, den sociale teori som dens fysiologi eller dynamik.

Hvorlangt denne sidste lader sig videnskabelig gjennemføre, derom kan der neppe endnu fældes nogen afgjørende dom. Dertil er den hele retning endnu for ung, og det eneste værk, der for alvor har gjort forsøget – Iherings ovennævnte skrift Zweck im Recht – er endnu meget langt fra sin fuldendelse, ja er ikke engang naaet til behandlingen af selve retsstoffets indordning i det menneskelige samfunds organisme. I ethvert fald ligger en nærmere prøvelse og vurdering af den sociale retsteori i den foran omhandlede betydning af denne disciplin udenfor disse bemærkningers plan[1].

  1. En forf., som i Tidsskr. f. retsv. 1888 p. 273 ff. har fremsat nogle bemærkninger mod foranstaaende opsats, har troet i denne at finde udtryk for mangel paa «sympati» for den sociale retsteori og forstaaet mine udtalelser, som om jeg ansaa denne forfeilet. Hertil har jeg i samme aargang af tidsskriftet p. 279 svaret: «Jeg har i min opsats ingensomhelst dom fældet over den «sociale retsteori» som saadan. Meget mere har jeg i mine slutningsbemærkninger henvist dommen derover til fremtiden. Skulde jeg tale om mine sympatier, vil jeg meget gjerne bekjende at jeg med glæde skulde hilse den dag da det var lykkedes en paa empirisk grundlag opbygget retsteori at afløse den aprioriske retsfilosofi, hvis gjengangere endnu spøger særlig i den tyske retsvidenskab, og hvis fortjenester af denne jeg aldrig har formaaet at skatte. Hvad jeg i min opsats har polemiseret mod, er da ingenlunde denne sociale retsteori i sig selv, men alene det overgreb, hvori enkelte af dens tilhængere gjør sig skyldige naar de kræver, at den skal helt afløse retsdogmatiken og gjøre denne overflødig som en særegen videnskab.»