mottoet til sit bekjendte værk Zweck im Recht: «Øiemedet er skaber af den hele ret» –, og at alle rettigheder, ret i subjektiv forstand er retslig beskyttede interesser. I det hele kan det siges, at Ihering, der, som vi har seet, paa en maade er en mærkesmand for den konstruktive retsdogmatik, hvis teknik han har udviklet med beundringsværdig klarhed og hvis metode han praktisk har anvendt i en række tildels epokegjørende afhandlinger, tillige er den, der ved sit ovennævnte skrift[1] har givet det mægtigste stød til den retning, der netop har sat sin opgave i den fuldstændige afskaffelse af hin retsdogmatik. Ligesom imidlertid Ihering selv ikke kan siges at tilhøre denne yderliggaaende fløi af den sociologiske jurisprudentses tilhængere[2], saaledes maa det i det hele taget siges, at disses tal i Tyskland, hvor den dogmatiske retsforskning staar høiest og har de rigeste traditioner, er meget ringe og væsentlig tæller repræsentanter paa statsretsvidenskabens omraade, hvor den juridiske metode endnu er forholdsvis mindst udviklet[3]. Sine fleste tilhængere har denne retning i Rusland[4].
- ↑ Se forøvrigt ogsaa de sidste kapitler af hans Geist des röm. Rechts., III–1.
- ↑ Jfr. nedenfor p. 59.
- ↑ Se saaledes (østerrigeren) Gumplowicz, der i sit i 1881 udkomne skrift: Rechtsstaat und Socialismus tager ordet for en fuldstændig afskaffelse af den juridiske metode for statsretsvidenskaben, for hvilken han foreslaar, hvad han kalder den historisk-politiske metode, rettet paa undersøgelsen af statslivets udviklingslove. Det rigtige forhold mellem den rent juridiske og den sociologiske side af statslæren er derimod gjennemført af Jellinek i hans betydelige værk Das Rechts des modernen Staates I, se p. 47–8.
- ↑ Se Pachmann l. c. især p. 30–40. P. gjør om grunden til denne fremtoning en bemærkning, der er meget træffende, og som turde finde anvendelse ogsaa i andre lande end Rusland: «Ifølge den omstændighed, at udtrædelsen af sande videnskabelige kundskaber hos os er af ny datum, og at der i almindelighed fattes os egne faste videnskabelige anskuelser, bliver enhver ny ide, ethvert «sidste ord» af videnskaben hos os maaske optaget med større sympati end andetsteds. Ethvert saadant ord finder i vor litteratur livlig og entusiastisk gjenklang» (p. 35). – At forøvrigt denne retning ogsaa har tilhængere i positivismens hjemland, er selvfølgeligt; se f. ex. det af Pachmann (p. 35, note 1) citerede skrift af Alex: Du droit et du positivisme, Paris 1876.
