Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/51

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

staar den ikke mindre vigtige side ved den konstruktive metode at den syntetiske begrebsdannelse og den dertil knyttede klassifikation af begreberne i høi grad letter juristen tilegnelsen af og herredømmet over retsstoffet. Saalænge dette er et amorft konglomerat af kun i det ydre sammenhængende retsbud, vil tilegnelsen af det være et overmaade vanskeligt og tillige et overmaade trættende, aandløst arbeide – en lang og møisommelig vandring over en hede, hvor aldrig noget enkelt punkt tillader hvile eller oversigt. Ved den konstruktive tilbageføren af retssætningerne til enkelte begreber og ved erkjendelsen af disse begrebers systematiske sammenhæng faar man et helt nyt syn paa tingen. Og den, der først har trængt ind i den verden, som derved aabnes, vil forbauses over den rigdom paa tankestof, han forefinder. Han vil ikke længer med lægmanden betragte jurisprudentsen som en tør videnskab. Man ser nemlig da, at der i virkeligheden her er tale om en række forholdsvis faa elementer, som det gjælder at trænge ind i og tilbunds forstaa for derved at beherske en hel række enkelte bud. Ihering[1] sammenligner i denne henseende træffende sammenføiningen af retssætninger til begreber med dannelsen af alfabetet. Ligesom kjendskaben til endel faatallige tegn giver evnen til at skrive et hvilketsomhelst ord i sproget, saaledes giver kjendskaben til «retsalfabetet» evnen til at bestemme ethvert i livet mødende retsforhold. Og ligesom kineseren, der har et tegn for hvert ord i sproget, kun med møie og aarelange studier naar til at beherske den hele mangfoldighed af ord, saaledes vil den retsvidenskab, der kun opererer med retssætninger, hos sine dyrkere kræve langt mere arbeide paa tilegnelsen, og dog vil disse regelmæssig være slettere jurister end de, der med et mindre fuldkomment kjendskab til det positive lovstof besidder et sikrere herredømme over retsbegreberne. I tidligere aarhundreder, da corpus juris behandledes som et konglomerat af de mangfoldige fragmenter og konstitutioner, hvilke det gjaldt at kjende og kommentere enkeltvis, tog stu-

  1. Geist II–2 p. 334.