om, at den kapitale forveksling af konkurs og skifte, der af Schweigaard med rette er betegnet som ydmygende, i virkeligheden er af systematisk art og, som Schweigaard har gjort opmærksom paa, kunde være undgaaet, hvis man kun havde holdt sig til lovbogens system, der anviser skifte plads i afsnittet om arv (5–2), konkurs i afsnittet om gjæld (5–13).
Kun ved at retssætningerne sees i sin systematiske sammenhæng og bringes ind under belysningen af de grundelementer, hvorpaa dette system er opbygget, faar ogsaa juristernes udvikling af, hvad man har kaldt «sagens natur», eller hvad Ørsted kaldte «lovens aand»[1], og den analogiske lovfortolkning en sikker juridisk holdning.
Det er jo i mange tilfælde saa, at der opstaar spørgsmaal om den retslige normering af forhold, for hvilke man savner positive lovregler. Betragter man nu her forholdet isoleret, vil man meget let være uden al sikker veiledning ved dets bedømmelse Man kan her til belysning tage et hvilketsomhelst af de før (p. 24–25) nævnte exempler paa den juridiske konstruktion. I alle tilfælde vil det sees, at forholdets henførelse under et bestemt, i sine virkninger kjendt begreb lige som i en totalsum udsiger om forholdet, hvilke forskjellige virkninger der i det enkelte kan blive tale om, og hvilke konsekventser den ene virknings antagelse medfører med hensyn til andre virkninger. Dette er da ikke saa at forstaa, at man her bevæger sig i den circulus vitiosus, som Schweigaard karakteriserer ved, at man først «pakker de almindeligste sætninger ind i begrebet og saa trækker dem ud igjen». Meningen er ikke den, at man f. ex. først paa grund af en grundbyrdes enkelte virkninger bygger den sætning, at den danner en anvendelse af begrebet singularsukcession i gjæld og saa paa dette begreb atter igjen bygger de enkelte virkninger som konsekventser[2]. Men idet man har givet begrebet singularsukcession og derunder sammenfatter en hel sum af enkelte virkninger, opnaar man ved
