praktiske virkemaade saavel som et grundigt kjendskab til retslivets forskjellige former.
Dette, at al juridisk konstruktion maa hvile saa at sige paa et empirisk grundlag, og at dens eneste – forøvrigt i sig selv tilstrækkelig betydningsfulde – øiemed er at give et videnskabeligt udtryk for de normer, der behersker det praktiske liv og som har sit udspring i dette behov, har nu mange miskjendt; og de har derved ledet metoden ind paa spor, der nødvendigvis maatte føre bort fra livet, og som derfor ogsaa har paadraget den en ikke ganske ubegrundet mistillid særlig fra praktikernes side[1]. Vildfarelsen har her været en dobbelt:
For det første har man paa forhaand gaaet ud fra, at alle mulige retsregler og retsinstituter lod sig «konstruere», – lod sig indrubricere under visse paa forhaand givne retsbegreber. Da nu juristerne paa den ene side i mange tilfælde stod afmægtige ligeoverfor denne opgave, men paa den anden side var uvillige til at erkjende denne afmagt, viste de ogsaa i mange tilfælde ved den rent legislatoriske drøftelse om indførelsen af denne eller hin regel livets behov fra sig og negtede det sin anerkjendelse. Der spurgtes med andre ord i første række ikke, om en regel var nyttig og opfyldte et bestemt behov, men om den lod sig retsvidenskabelig konstruere. Dette hviler naturligvis paa en grundig miskjendelse af den retsvidenskabelige begrebsbestemmelses øiemed. Den legislative overveielse har ikke at tage andre hensyn end den rent praktiske, er regelen nyttig? og er den gjennemførlig? Hvorledes den videnskabelig skal saa at sige fordøies, bliver en efterfølgende undersøgelse. Kun hvor en retsregels «uoverensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger» i virkeligheden er et andet udtryk for, at den ikke er hensigtsmæssig eller ikke er gjennemførlig – hvil-
- ↑ Denne retning er det, som Ihering med blodig spot har persifleret under navnet «Begriffsjurisprudenz» i sit skrift «Scherz und Ernst in der Jurisprudenz» (3dje oplag 1885) se især 3dje afdeling: «Im juristischen Begriffshimmel», – skjønt I. selv bekjender at have tilhørt retningen (se det cit. skrift p. 338). Se herom mere nedenfor p. 69 ff.
