som til i tilfælde, hvor loven knytter sin regel til bestemte i livet forekommende forhold, at substituere dette med begreber, der ingensomhelst berøring har med livets opfatning af disse forhold[1]. Thi isaafald har man ganske forladt det empiriske grundlag for begrebsbestemmelsen og har givet sig vilkaarligheden i vold.
Den samme fremgangsmaade som ved bestemmelsen af de almindelige begreber bliver nu ogsaa at befølge, hvor det gjælder at henføre et nyt, af lovgivningen indført retsinstitut eller et nyt, i retslivet opstaaet kontraktsforhold under de almindelige begreber (f. ex. afgjøre, om den nyere lovgivnings regler om arbeidsherrers erstatningspligt for skade, der rammer arbeidere kan bringes i overensstemmelse med de almindelige regler tor skadeserstatning, eller om det indeholder et slags beskatning, om pant i fordringer er virkelig panteret eller cession, om grundbyrder er obligationer eller tinglige rettigheder, om et navngivet handelsselskab er en juridisk person eller et almindeligt societas:, om livsforsikring er en forsikring eller laan o. s. v.). Ogsaa her maa konstruktionen foregaa paa grundlag af en omhyggelig undersøgelse af retsforholdets enkelte livsytringer. Denne induktive undersøgelse antager her i regelen en experimental karakter. Man prøver nemlig konstruktionen ved at holde sig for øie det størst mulige antal forskjellige anvendelser af vedkommende forhold og undersøge, hvilke praktiske resultater dets henførelse under den ene eller anden begrebskategori vil medføre. Viser det sig nu, at disse resultater umulig kan antages at stemme med lovens eller parternes hensigt, saa er konstruktionen feilagtig. Det sees heraf, hvor overordentlig vigtigt, ja nødvendigt det er for den videnskabelige konstruktion, at man besidder et indøvet blik for retsreglernes
- ↑ Saaledes f. ex. naar man har villet statuere besiddelse i retslig forstand i tilfælde, hvor forholdet ikke lader sig bringe i forening med nogensomhelst raadighedsforhold (jfr. nedenfor p. 97), eller naar man har ment at kunne substituere lovens «kontrakter» med leiegrebet «berettigede forventninger» o. lign.
