ny, er der snart sagt intet begreb, om hvis grænser og indhold der hersker fuld enighed.
For en stor del hidrører nu imidlertid den videnskabelige strid om de forskjellige retsforholds begrebsmæssige konstruktion dels derfra, at man forveksler begrebsbestemmelse med definition og i virkeligheden kun strides om den sidste, ikke saa meget om den første, dels derfra, at der hos mange af dem der anvender metoden, hersker ganske falske forestillinger om dens grundlag og rækkevidde. Om begge disse punkter er det nødvendigt i denne sammenhæng at sige nogle ord.
Definition er, som Savigny træffende har udtrykt det, et symptom paa begrebskonstruktionen, ikke denne selv[1]. Det er «en summeren op af, hvad vi ved om begrebet» – en proces, der kan have sin nytte ved at lette baade vor anskuelse af begrebet og vor opereren med det, men som dog ogsaa kan have sine farer ved at blive kilden til vildfarende slutninger fra en ufuldkommen formulering, og som i ethvert fald ligeoverfor selve begrebsbestemmelsen kun har underordnet værd og betydning. De romerske jurister var saaledes, som bekjendt, mestere i at operere med begreber, men formaaede ikke at formulere dem. De ansaa derfor endog enhver definition for farlig (omnis definitio in jure periculosa) og lagde selv kun liden vægt paa de af dem opstillede almensætninger, noget, der dog ikke har hindret, at mange af disse ved en ufuldkommen abstraktion tilblevne sætninger senere har figureret som juridiske trosartikler og har været kilden til mangehaande vildfarelser. I nutiden har man gjort høist prisværdige bestræbelser for en korrektur af definitionerne, og meget er derved vundet – ikke mindst for lovgivningen, hvor de falske definitioner har gjort mest skade. Men det kan dog neppe negtes, at man under disse bestræbelser ofte har glemt tingen for navnet, og at man-
- ↑ Jfr. Vom Beruf etc. p. 98.
