slet ikke existerer for den analytisk-deskriptive metode, og om hvilke man endnu for et par menneskealdre siden ikke havde nogen anelse, er ved denne metode sat under diskussion, og juristerne har derved lært at se retsforholdene i et helt nyt lys og fra helt nye sider. En jurist af den gamle skole vilde f. ex. ved undersøgelsen af ihændehaverpapirer nøie sig med en beskrivelse af, hvad der forstaaes ved et saadant dokument og angivelse af, at udstederen var forpligtet ligeoverfor enhver besidder af dokumentet. Og stort mere end en saadan omskrivning af, hvad selve navnet indeholder, finder man da heller ikke i de ældre behandlinger af emnet. Den syntetiske eller konstruktive metode lader sig ikke nøie hermed men vil vide, hvorledes dette institut lader sig indordne under det almindelige obligationsbegreb, og særlig, hvorledes det lader sig forene med de almindelige regler om forpligtende viljeserklæringer og om retssubjekternes bestemmelse. Og ved at bringe institutet ind under disse almindelige synspunkter søger man at vinde en uddybet indsigt i institutets væsen og derfra igjen at kaste nyt lys over de almindeligere begreber. – Paa lignende maade forholder det sig med grundbyrder, der i læren om ubestemte retssubjekter kan betragtes som et slags modstykke til ihændehaverpapirerne. Ogsaa her nøiede den ældre doktrin sig med en beskrivelse af grundbyrderne i forbindelse med en kasuistisk-historisk behandling af de enkelte faktisk forekommende tilfælde af saadanne, medens den konstruktive metode undersøger deres forhold til begreberne obligation og tinglig ret og derfra søger at hente en ledetraad ved besvarelsen af en hel række vigtige spørgsmaal, navnlig de generelle regler for grundbyrders stiftelse og ophør, sammenhængen mellem den aktuelle besidders forpligtelse og formandens og fl. lign. – En særegen art panteret er pant i fordringer. Den konstruktive metode nøier sig her ikke med at konstatere, at en saadan ret medfører en lignende sikkerhed som pant i ting, men opkaster tillige spørgsmaalet om, hvorvidt dette retsforhold overhovedet lader sig bringe ind under samme begreb som rettigheder, hvis gjenstand er en materiel ting, eller om her ikke
