han taler om den «analytisk-deskriptive» metode. Thi hvad der her handles om, er en dannelse af begreber ved at sammenfatte de for en hel række retsforhold fælles elementer under en fælles kategori og en kombination af de saaledes dannede kategorier til en systematisk bygning altsaa en syntetisk proces. Om en analyse kan der kun blive tale, naar man paa denne maade har dannet sammensatte begreber, der lader sig opløse i flere enkelte begreber. Den analyse, hvorom der ved den rene interpretation handles, bestaar derimod i en udvikling af den generelle retsregels anvendelse paa de konkrete forhold, en opløsning af det almindelige i det kasuistiske.
Tager man saaledes et lovsted som 5–1–2, der siger, at alle «kontrakter» skal holdes, saa vilde den rent deskriptive analyse ikke komme videre end til en opregning af alle praktisk forekommende forhold, der kunde betegnes som kontrakter. Enhver jurisprudents vil begynde hermed. Og lovbogen selv er ikke naaet videre, som den kasuistiske opregning af kontraktsforhold viser («være sig kjøb, sal, gave, mageskifte, pant, laan, leie, forpligter, forløfter og andet ved hvad navn nævnes kand»). Men hermed vilde jo aabenbart ingen tilstrækkelig forstaaelse af lovstedet være vunden. Hertil udkræves en analyse af begrebet kontrakt. Man maa ved en betragtning af, hvad der er fælles i alle de tilfælde, hvor livets opfatning, til hvilken loven her selv henviser, statuerer tilværelsen af en kontrakt, bestemme, hvad der er fælles for alle disse tilfælde. Finder man nu, at det væsentlige er en forening af flere personers viljeserklæringer, saa er dermed givet en række nye begreber, der tiltrænger analyse: hvad forstaaes her ved vilje og hvad ved erklæring, og hvad forstaaes ved overensstemmelse mellem vilje og erklæring samt mellem de forskjellige viljeserklæringer?[1] Denne opløsning af begrebet kontrakt i dens enkelte elementer vil nu videre vise, at flere af de saaledes fundne elementer ikke er særegne blot for begrebet kontrakt, men er af almindeligere anvendelse, saa-
- ↑ Jfr. Windscheid Pandecten I § 24.
