analytisk«deskriptive metode, en indtrængen i de enkelte retsforholds konkrete indhold. Kun den skaffer det solide grundlag, der er den ueftergivelige betingelse for enhver videregaaende videnskabelig forskning, og uden hvilken denne vilde svæve i luften og forsumpe sig i den naturretslige fladhed og tomhed, fra hvilken det netop er en af Schweigaards fortjenester i forening med Ørsted at have reddet os.
Men denne fortolkning maa, som allerede bemærket, for at faa en sand videnskabelig karakter ikke blive staaende ved at betragte retssætningerne saa at sige enkeltvis, konkret og kasuistisk, men maa forme dem til retsbegreber og paavise disses sammenhæng og slegtskab, idet den af dem danner et system. Allerede Savigny havde i sit førnævnte skrift Vom Beruf o. s. v. formuleret denne metodes program, idet han udtalte (p. 22): «At udfinde de ledende grundsætninger og udgaaende fra dem at finde de juridiske begrebers og sætningers sammenhæng og arten af deres slegtskab, hører til vor videnskabs vanskeligste opgaver, ja er egentlig det, der giver vort arbeide dets videnskabelige karakter.»Den forfatter, som fortrinsvis videnskabelig har udviklet metodens teknik, er imidlertid Ihering i hans bekjendte afhandling «Theorie der juristischen Technik»[1], et arbeide der tiltrods for visse ensidigheder, til hvilke jeg senere kommer tilbage, og fra hvilke Ihering selv senere har taget afstand[2]2), dog maaske af alt, hvad denne produktive og aandrige forfatter har skrevet, er det, der vil beholde størst blivende værd.
Ogsaa paa denne metode har man anvendt udtrykket analytisk[3]. Man taler om en «opløsning» af retsstoffet i begrebselementer. Men herved bruges ordet analyse i en anden betydning end den, hvori det anvendes af Schweigaard naar
