Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/28

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

erkjendelse ikke mindre end den praktiske anvendelse af dem bygges paa kjendskaben til de historiske forudsætninger, hvorfra de er udgaaede. Og da love ikke fornyes aarligaars, hyppigst ikke engang i hver menneskealder, vil de love, som idag er nye, for den følgende slegt allerede være gamle. Og kun ved at bevare den historiske tilknytning kan man sikre dem den rette forstaaelse ogsaa hos efterslegten. Det maa da betegnes som en overfladisk og uvidenskabelig fremgangsmaade, naar man hos os saa hyppig har ment at kunne kaste kjendskaben til ældre retsregler overbord som en overflødig ballast, naar man kun har faaet en nyere lov, og har søgt at fortolke en saadan udelukkende ud af den selv, eller ialfald indskrænket den «historiske» undersøgelse til lovens forarbeider[1].

III.

Den historiske metode – befriet fra de ensidigheder og misvækster, hvormed den i overgangstiden og hos skolens mindre betydelige repræsentanter var beheftet – betegner saaledes efter min mening et blivende, til alle tider gyldigt resultat i vor videnskabs udvikling. Men udtømmende er den tilvisse ikke. Den historiske er ikke den eneste side, fra hvilken retsstoffet maa betragtes; og den, der vilde miskjende dette – hvad navnlig Savigny selv aldrig gjorde –, vilde ikke kunne naa til den fulde erkjendelse af dette stofs indhold.

Den historiske metode viser os retten saa at sige i dens naturbundethed, dens udspring og udvikling, den gjældende rets sammenhæng dels med udenfor den selv liggende historiske og lokale forhold, dels med dens egen fortid. Men den fulde videnskabelige erkjendelse kræver ogsaa en paavisning af rets-

  1. Hermed skal dog ikke være benegtet, at der ligger adskillig overdrivelse i den sætning, at overhovedet ingen retsregel kan forstaaes, uden at man kjender dens oprindelse. Ørsted har ret, naar han (Hlaandbogen I p. 291) fremhæver, «at der gives tilfælde, hvor den gjældende retstilstand er klar og utvivlsom, dens oprindelse og sukcessive udvikling deri mod uvis».