udrette. Der er ingen tvivl om, at en lovgivervirksomhed kan gribe virksomt og bestemmende ind i retsudviklingen, og at denne saaledes ikke i sit indhold er eller i noget mere udviklet samfund har været ganske spontan. «Retten er,» som Ihering[1] siger, «ingen plante, men et stykke menneskelig tænken og følen – – ikke et værk af en blindt raadende naturkraft, men den tænkende menneskeaands fortjeneste og frie handling.»
Der kan ikke være nogen tvivl om, at der er vide omraader, hvor en kyndig lovgivning kan udrette overmaade meget godt og fortjenstfuldt; og retsforskningen vilde ikke helt opfylde sin opgave, hvis den alene indskrænkede sig til at paavise, hvilke livsforhold og behov, der har skabt de bestaaende retsregler, uden at give sine bidrag til at belyse, hvilke retsregler der naturlig kræves af de bestaaende livsforhold og behov, og saaledes blive en faktor i selve den levende rets udvikling. Den historiske skoles modstand mod lovkodifikationer er da ogsaa i dens eget hjemland nu forkastet. Eiendommeligt er det i denne henseende ogsaa, som af Ihering fremhævet[2], at Savigny selv forlod sin videnskabelige virksomhed for at overtage – et lovgivningsministerium, et bytte, der dog kun var et tab for videnskaben og ingen vinding for lovgivningen.
Under gunstigere tidsomstændigheder og fremfor alt under den netop for en væsentlig del som en frugt af Savignys virksomhed vundne større videnskabelige modenhed har Tyskland begyndt sin nationale enhedstid med en række fremragende og omfattende lovarbeider, blandt hvilke nu ogsaa tælles en fuldstændig civillov[3].
Men saasandt intet saadant lovarbeide betegner et brud i udviklingen, en aabenbaring af overmenneskelig visdom, men følger de love, som den historiske skole med fuldstændig almengyldighed har opstillet for enhver lovgivers forhold til sin samtid og fortid (se foran p. 11), saa sandt maa den videnskabelige
