oprindelige principielle undervurdering af selve den historiske metodes betydning gjøre sig endnu meget stærkere gjældende[1]. Derfor finder vi i virkeligheden navnlig i de ældre afsnit af hans fremstilling af processen den interpretative metode anvendt paa Kristian den femtes lovbog og forrige aarhundredes forordninger ganske som paa de nyere love. Og saaledes forklares det da, at store materier, som f. ex. navnlig bevislæren, intet præg bærer af den principforandring, som udviklingen har medført, og at fremstillingen derfor i virkeligheden ligemeget staar i strid med lovbogens opfatning som med den nu praktisk gjældende ret.
Vore ældre juristers mangel paa sans for en dyberegaaende historisk indtrængen i retssætningernes tilblivelse har ogsaa efter min mening en væsentlig skyld i den miskjendelse af sædvanerettens væsen, der har faaet sit udslag i den navnlig hos vore praktikere raadende aandløse og overfladiske kultus med høiesteretsdomme og præjudikater, der ogsaa har virket i høi grad hæmmende paa videnskabens friere bevægelse. For denne kultus var visselig Schweigaard selv fri. Men hans oprindelige mangel paa vurdering af den historiske metode kan neppe frikjendes for al skyld i det nævnte forhold.
Jeg har i det foregaaende nærmest fremhævet vore retskilders ælde som det moment, der giver den historiske metode dens særlige betydning for os. Men hermed vil jeg ingenlunde have udtalt, at den skulde tabe sin anvendelighed overalt, hvor der foreligger en nyere lov om et emne. Ogsaa herom vil jeg i denne sammenhæng sige nogle ord.
Den historiske skole havde under sin i og for sig fuldkommen korrekte betoning af retsreglernes genetiske sammenhæng med det bestaaende vistnok noget ensidig undervurderet lovgivningens betydning, og det ikke blot i henseende til, hvad denne kan udrette, men ogsaa i henseende til, hvad den bør
- ↑ Ogsaa her danner dog hans senere arbeider og navnlig afsnittet om Konkurs og skifte, skjønt ingenlunde frit for historiske vildfarelser, dog i det hele en undtagelse og vidner om et aabent blik for det ogsaa i rent dogmatisk henseende betydningsfulde i at forfølge retsinstituternes historiske oprindelse.
