Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ning for forstaaelsen af vor gjældende ret. Men saa meget mere gjælder dette om den retsudvikling, hvoraf vor gjældende civillov er fremgaaet som resultat, saavelsom om den; der er foregaaet efter denne lov.

Allerede den omstændighed, at vor positive ret hviler paa et grundlag, der er 200 aar gammelt, skulde af sig selv synes at lede til overbevisningen om, at den ikke kan forstaaes uden en grundig prøvelse af den historiske udvikling. Det skulde synes klart, at denne lov ikke kan fortolkes paa samme maade som en storthingslov, men kræver saavel en indtrængen i selve de historiske forudsætninger for loven som en omhyggelig forfølgen af den sædvansmæssige ved den forandrede opfatning eller ved livs- og samfundsforholdenes egen magt fremkaldte, ofte i sin vækst umærkelige udvikling. Herfor har nu den yngre skole af jurister visselig ikke manglet forstaaelse, og der er allerede udrettet adskilligt til en mere kritisk-historisk fortolkning af lovbogen[1]. Og endnu mere vilde maaske have været udrettet, hvis ikke antallet af de kræfter, der staar i den videnskabelige forsknings tjeneste, var saa lidet, som det er, og som det i saa smaa lande nødvendigvis altid vil blive. Men med al anerkjendelse af disse bestræbelser maa det dog siges, at den historiske retsforsknings aand og metode ikke paa langt nær er gaaet vor teori – om vor praxis vil jeg ikke tale – saaledes in succum et sanguinem som nødvendigt for at vinde det rette standpunkt til bedømmelsen af retsudviklingens gang. Dertil er endnu vor opfatning altfor meget behersket af traditionerne fra den ældre skole. Selv Ørsted, der ellers saa korrekt vidste at vurdere den historiske skoles betydning i Tyskland, savnede forudsætningerne for en fuldt ud historisk forstaaelse af lovbogen og de ældre forordninger og bedømte disse altfor meget ud af sin egen tids retsanskuelse[2]. Men for Schweigaard maatte dette nødvendigvis paa grund af hans

  1. Af stor betydning i saa henseende er navnlig L. M. B. Auberts skrift: De norske retskilder (1877).
  2. Se Nellemann l. c. p. 43 ff.