ningsfuld gjerning, kan det dog ikke negtes, at den af Bang udtalte frygt i virkeligheden gik i opfyldelse.
Allerede i sin stilling som lærer ved universitetet blev Schweigaard overlæsset paa en maade, som det skulde hans brede ryg til at bære, idet han fik at foredrage ikke blot de forskjelligste juridiske discipliner (som proces, strafferet, statsret, romerret), men ogsaa overtog et fra disse helt forskjelligt hovedfag, der mere og mere synes at have optaget hans interesse, og hvis videnskabelige dimensioner netop i denne tid voksede med en uanet fart i udviklingen, nemlig statsøkonomien[1].
Og hvad Schweigaards litterære arbeider angaar, maa det dertil bemærkes, at de væsentlig bevægede sig paa omraader, hvor omslaget i den videnskabelige opfatning i Tyskland endnu kun havde sat ringe frugter. Havde Schweigaard havt anledning til ex professo at behandle formueretten, vilde visselig forholdenes egen magt have tvunget ham til en erkjendelse af, hvad den yngre tyske skole af retslærde havde udrettet. Og da vilde meget have seet anderledes ud baade i vor formueret og i andre discipliner.
Men den væsentligste betydning for Schweigaards videnskabelige produktion fik det naturligvis, at hans eminente evner meget snart fik sig anvist sin hovedopgave paa et helt andet omraade end det videnskabelige, nemlig i det offentlige liv. Og naar man ser, hvad der læssedes paa denne mands skuldre, og hvad han med en aldrig svigtende offervillighed bar, selv hvor arbeidet var af underordnet art, og hvor de vexler, der droges paa ham, i virkeligheden var en utilbørlig sløsen med de rige evner, naar man i det hele holder sig for øie, hvad han i sit virksomme liv udrettede for de høieste formaal i sit fædrelands tjeneste, vil man i sandhed snarere bøie sig i beundring for, hvad han har udrettet ogsaa for retsvidenskaben, end rette nogen dadel mod ham, fordi han ikke har udrettet mere. Men
- ↑ Det bør ogsaa siges, at ingen lærer ved vort universitet har opfattet sine pligter strengere end han. Medens den ordinære forelesningspligt omfatter 5 timer ugentlig, læste S. sædvanlig 10 à 12 timer, og stansede ikke engang sine forelæsninger i den tid, storthinget var samlet.
