kan synes saa meget mere paafaldende som den dansk-norske retsvidenskabs store grundlægger A. S. Ørsted med et for sin tid ganske mærkeligt universelt syn paa retsvidenskaben var gaaet en ganske anden vei og netop ved benyttelsen af det grundlag, som særlig datidens tyske retsvidenskab afgav, havde formaaet at udrette sit store værk[1].
Forklaringen til dette bestemte brud med traditionerne fra Ørsteds tid vil man finde i en interessant afhandling, som i 1834 offentliggjordes i «Juridisk tidsskrift», og som hidrører fra en mand, der i betydning for den norske retsudvikling blev Ørsteds arvtager, og som med sin mægtige aand snart gav hele vor retsvidenskab sit præg: A. M. Schweigaard[2].
Schweigaard foretog som fem og tyveaarig ung mand en studiereise i Tyskland og paa denne reise havde han, væsentlig vistnok under indtrykket af den Hegelske og Kantske filosofi og den Wolffske naturret, faaet en bestemt afsmag for hele den tyske aandsretning og en afgjort mistillid til den tyske videnskabeligheds produktive evne. Hans klare, nøgterne forstand stødtes tilbage af den af Wolff og Thomasius inspirerede jurisprudents, hvori han kun saa en usund tumlen med tomme begrebsabstraktioner og unyttige spidsfindige syllogismer, «hvorved man saa langt fra at fremme forstaaelsen kun tjente til at fordunkle den naturlige opfatning af retsreglerne». Mod hele denne «ørkesløse syslen med upraktiske problemer «uden noget realt grundlag», mod «den scholastiske tankegang at udviklingen vinder i grundighed derved, at man først pakker de almindeligste bestemmelser ind i en sætning og derpaa trækker dem ud igjen» – mod denne slags videnskabelighed rettede nu Schweigaard i den nævnte afhandling en med ungdommelig ild og fyrighed, med hvad han selv kalder «indignationens begeist-
- ↑ Se de fuldkommen træffende bemærkninger herom af Nellemann i indledningen til 1ste afdeling af «Anders Sandø Ørsteds betydning» (1885) p. 5–6.
- ↑ Se Jur. tidsskr. 23de bd. «Om retsvidenskabens nuværende stilling i Tyskland». – Jfr. med det følgende ogsaa L M. B. Aubert: Anton Martin Schweigaards barndom og ungdom (1883) p. LXXXIII ff.
