a Professor Aschehoug den 20de Januar iaar lukkede sit Øie, afsluttedes et dagsværk, saa langt og saa fyldigt, at det i Henseende til Foreningen af begge disse Egenskaber tør siges at være uden Sidestykke i vort Lands Historie.
Ikke mindst mærkeligt er dette Dagsværk ved det Vidnesbyrd, det aflægger om, hvad menneskelig Energi formaar. Da Aschehoug i 1839 som 17-aarig Yngling blev Student ved Christiania Universitet, var det mere hans skrøbelige Legeme og sygelige Udseende end hans Aandsevner, der vakte hans Kameraters Opmærksomhed. Han var en jævnt flink Artianer, men ingen vilde dengang have forudsagt ham nogen glimrende litterær Løbebane. Derimod forudsaa hans Venner — og vistnok ogsaa han selv — at hans tilsyneladende svagt blussende Livsflamme snart vilde udslukkes.
Naar Aschehoug naaede den høie Alder af 86½ Aar og lige til sin sidste Dag bevarede Evnen til endog det høiest liggende aandelige Arbeide, skyldes det utvivlsomt den jernhaarde Energi, hvormed han fra sin tidlige Ungdom og til sin høie Alderdom tvang sit Legeme ind under den strengeste Hygienes Regime. Og naar han ved Enden af sin Løbebane stod som en af sit Lands aandelige Stormænd, skyldes det i første Række, at han anvendte den samme jernhaarde Energi paa sin aandelige Tugt — paa et planmæssigt, flittigt, aldrig afbrudt Arbeide med Udviklingen og Uddybelsen af sine særlige aandelige Anlæg. Han tog intet Øieblik Feil af sit Kald, og
- ↑ Af Tidsskrift for Retsvidenskab 1909.
