forfattede nyder stort Ry. Men alle disse bevæger sig dog væsentlig paa det rent strafferetslige Omraade i snevrere Forstand. Ingen af dem optager som Getz’s Udkast den hele Række af Spørgsmaal, der knytter sig til Forbryderondets Bekjæmpelse, til en samlet, helstøbt Behandling. Det er derfor tilvisse ikke med Urette, at en udenlandsk Retslærd — den før nævnte Professor Lammasch[1] — ligefrem har betegnet disse Udkast som en Milepæl i Strafferettens Udvikling i det 19de Aarhundrede, et Vidnesbyrd om de Fremskridt, som menneskelig Viden, Vilje og Evne har gjort i de tre Menneskealdre, der er forløbne siden Udgivelsen af de berømte Strafferetskodifikationer fra Aarhundredets Begyndelse.
Ved Siden af Strafferetten er, som nævnt, Processen det Omraade, paa hvilket Getz har havt Anledning til at udfolde sin skabende Virksomhed som Lovforfatter. Og er allerede hans omfattende indsigter paa Strafferettens Omraade egnede til at overraske, ligger det end mere udenfor det sædvanlige, at han med samme overlegenhed beherskede en anden stor og vigtig Retsmaterie.
Ogsaa paa Processens Omraade viser Historien, at Retsudviklingen kan foregaa uden synderlig Medvirkning fra Lovgivningens Side. Vor egen Proces før de sidste større Reformer har saaledes til en vis Grad skabt sig selv. Men ogsaa her som paa Strafferettens Omraade har man forsaavidt gjort daarlige Erfaringer. Det kontinentale Europa fik paa denne Maade en skriftlig, stærkt formalistisk og bureaukratisk Rettergangsmaade, i mange Lande tillige en hemmelig, inkvisitorisk Strafferetsproces.
Den europæiske Lovgivning i det nittende Aarhundrede har været stærkt optaget med at rette paa dette Forhold og gjennemføre en friere, mundtlig Rettergang med delvis Gjenindsættelse af Lægdommerelementet i dets ældre Andel i Retspleien, særlig paa Straffeprocessens Omraade.
Sit Udgangspunkt har denne Bevægelse i de af Oplys-
- ↑ Se Zeitschrift für schweizerisches Strafrecht 1895.
