Forsøgets Strafbarhed, om Retsvildfarelsens Virkning o. fl. a. Men den samme i bedste og ædleste Forstand humane Tendens viser sig ogsaa i en Række af de specielle Straffebud, saaledes i de nye Straffebestemmelser, der sigter til Beskyttelse af Børn og af de socialt eller økonomisk svagere i Samfundet, eller som giver Udtryk for en skjærpet Opfatning af Handelsmoralen og af Ansvaret for offentlige Misbrug af Ytringsfriheden. Hvor fristende det end kunde være at dvæle yderligere ved denne Side af Getz’s Lovarbeider, der kaster saa tiltalende Streiflys ogsaa over Mennesket, maa jeg dog indskrænke mig til disse skizzerende Bemærkninger for at faa Plads for det meget, som endnu er at sige til Belysning af hans Hovedværkers Betydning, og navnlig til Belysning af, hvorledes han har formaaet at overvinde den tredje Hovedvanskelighed, som frembyder sig for den moderne Lovforfatter paa Strafferettens Omraade: Vanskeligheden ved at bygge Bro mellem de stridende Grundopfatninger og fyldestgjøre de Krav, som Erkjendelsen af Forbrydelsens sociale Karakter stiller til en alsidig kriminalistisk Profylaxe.
Ogsaa paa dette Punkt har i Samtiden alle kyndige fældet den Dom, som sikkert ogsaa vil blive Efterslægtens, at Getz har løst Opgaven med stor Overlegenhed.
Han havde en klar Opfatning af det ensidige i den rent formaljuridiske Strafferetsopfatning, paa hvilken vor gjældende Kriminallov hviler. Og skjønt opdraget til Udarbeidelse af en ny Lov oprindelig alene var begrundet i de særlige Behov, der var fremkaldt ved Juryens Indførelse, indsaa han strax, at Opgaven maatte fattes meget videre. Han indsaa, at det — for at bruge hans egne Ord i et Foredrag, han for nogle Aar siden holdt i den norske Kriminalistforening[1] — ikke gik an „alene at spørge om, hvad der er strafværdigt og hvilken Straf der passende kan anvendes“, uden at „bekymre sig, om i det enkelte Tilfælde ogsaa noget kan opnaaes ved at anvende Straf, og om ikke andre Forholdsregler vilde være et bedre Middel mod Ondet eller dog ialfald paakræves ved Siden af Straffen, hvis ikke denne skal blive til ingen Nytte“. „Straffen kan ikke sees
- ↑ Se Forhandlingerne ved den norske Kriminalistforenings fjerde Møde. P. 7.
