Disse almindelige Betragtninger var nødvendige, hvis jeg skulde søge at stille Bernhard Getz’s Virksomhed paa Strafferettens Felt i dens rette videnskabelige Relief og med mere end Almensætninger karakterisere Betydningen og Omfanget af den videnskabelige og praktiske Opgave, som her er løst af ham. Til Bedømmelse af den Maade, hvorpaa han har løst denne Opgave, vil jeg i korte Træk fæste Deres Opmærksomhed ved, hvorledes hans Værk stiller sig til de tre Hovedvanskeligheder, jeg i det foregaaende har paapeget som forbundne med Lovforfattelsen paa Strafferettens Omraade.
Ser vi først paa den i snevrere Forstand juridiske Side af Opgaven, vil det falde Fagmanden i Øinene, med hvilken beundringsværdig fin og sikker Takt Getz har forstaaet at finde Grænsen mellem, hvad der naturlig og nødvendig finder sin Ordning ved Lovens positive Forskrift, og hvad der hensigtsmæssigst overlades til Retsudviklingens egen Gang formidlet ved Teori og Praxis. Paa denne Maade har det lykkedes ham samtidig at opnaa de Fordele, som en heldig Lovformulering frembyder, og dog i stor Udstrækning at undgaa de Farer, der er forbundne med en saadan, og som jeg tidligere har fremhævet.
Paa mange Punkter betegner de enkelte Paragrafer i Getz’s Straffelovsudkast Gjennembrud af nye Retstanker, paa andre ialfald en ny legislatorisk Iklædning af Tanker, hvormed Videnskaben længe har sysselsat sig, og som i den koncise Lovformulering har faaet nyt Lys og nyt Liv. Den uindviede vil vanskelig ane, hvilken Forening af udstrakt Viden, indgaaende Forskning og intuitiv Skaberevne der ofte aabenbarer sig i en kort Lovparagraf, som f. Ex. i Paragraferne om Nødstilstand, Nødværge, om fleres Samvirken, om Vildfarelsens Betydning om strafbart Forsøg og en Række andre.
Man har tildels kritiseret Udkastets rent ydre, sproglige Iklædning og fundet den slæbende og mindre letfattelig. Man har dog herved ikke tilstrækkelig vurderet de Vanskeligheder, der beredes Lovforfatteren dels ved de Krav, som flyder af Spørgsmaalsstillingen til Juryen, der ofte nødvendiggjør, at en Række Alternativer i Straffebudet forenes paa en saadan Maade, at de samlet kan forelægges Lagretten, dels ved Kravet til
