Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske Afhandlinger (1913).djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Meningsbrydninger gjældende; og vi befinder os i en Gjæringens Periode, der ikke er gunstig for den Afklaringsproces, som enhver Lovaffattelse forudsætter.

Den ældre Strafferetsopfatning, der gjennemgaaende ligger til Grund for det nittende Aarhundredes Straffelove, betonede væsentlig Straffen som en Reaktion mod Forbrydelsen, betragtet som en enkelt isoleret Handling medens en nyere Opfatning der stadig har vundet større og større Terræn, som Modsætning hertil har sat i Kurs Slagordet: „Det er ikke Gjerningen, men Gjerningsmanden, der straffes“. Hos sine yderligste Repræsentanter hænger denne Modsætning sammen med en dybtgaaende Meningsforskjel i Henseende til Vurderingen af Straffens Grund og Formaal: Den ældre — klassiske — Strafferetsskole betragter den under Synspunktet af en Gjengjældelse og søger fortrinsvis at finde en retfærdig Forholdsmæssighed mellem Straffen og Graden af den Brøde, der aabenbarer sig i den enkelte forbryderske Gjerning, medens den nyere — realistiske — Strafferetsskole mere eller mindre er tilbøielig til overhovedet at kaste Begrebet Skyld og Brøde overbord og i Forbrydelsen kun at se et Udtryk for, at dens ophavsmand er farlig for Samfundet; og da Straffens eneste Opgave sees deri, at den skal beskytte Samfundet mod denne Fare, bliver Spørgsmaalet for denne Retnings Tilhængere alene: hvilket Strafonde er nødvendigt og tilstrækkeligt for at afholde denne konkrete Forbryder fra nye Forstyrrelser af Samfundets Fred?[1]

Det vilde føre for vidt her endog blot i store omrids at paapege de af disse Modsætninger flydende vidtgaaende Forskjelligheder i Henseende til Opfatningen af de Opgaver, som stilles den legislative Behandling af Strafferetten. Et Hovedpunkt maa jeg dog fremhæve. Hvor forskjellige end iøvrigt ogsaa i Nutiden Meningerne er om Strafferettens Grundproblemer, vil det vistnok ret samstemmig erkjendes, at de nyere Strafferetsbevægelser har Fortjenesten af at have energisk belyst, hvor liden Indsigt i den enkelte Forbrydelses Væsen der vindes ved udelukkende at se hen til den Begrebsbestemmelse,

  1. Jfr. nærmere mit Foredrag om „Nyere Strafferetsbevægelser“ ved den norske Kriminalistforenings første Møde (1892); jfr. Udvalgte mindre Afhandlinger (1901) P. 210 ff.