saa sikkert, saa jevnt og ligeligt — saa retfærdigt — som muligt, at den fremmer, ikke hemmer Kulturudviklingen. Denne Opgave kan Retsvidenskaben kun løse paa Grundlag af en udstrakt empirisk Betragtning af de forskjelligartede Behov og Interesser, som her gjør sig gjældende, og — da disse ofte krydser hinanden eller endog er indbyrdes stridende — tillige paa Grundlag af en omhyggelig Afveien af deres forskjellige Styrke og Berettigelse. Paa dette Grundlag søger Retsvidenskaben som enhver Videnskab at opstille visse ved Abstraktion vundne Almensætninger. Disse vil nu ofte finde Anerkjendelse i det, vi kalder positive Love: Bud, udtalte af de Organer, der i vedkommende Samfund er Almenviljens forfatningsmæssige Udtryk. Men for den videnskabelige Betragtning af Retten maa det vel fastholdes, at disse Love ikke er udenfra kommende Aabenbaringer af en høiere Visdom, men kun Udtrykket for, hvor langt vedkommende Tid er naaet i Erkjendelsen og Vurderingen af de Kræfter, der er den dybere Kilde til al Retsdannelse, og som ogsaa vil virke skabende og omformende, selv hvor der ikke gives Love i den nævnte Forstand. Da baade selve disse Kræfter og vor Erkjendelse og Vurdering af dem er i stadig Bevægelse og Udvikling, vil nødvendigvis enhver Lov have en begrænset Betydning. Dens Værd vil bero dels paa den Grad, i hvilken det er lykkedes den at give et exakt og klart Udtryk for de herskende Retsforestillinger og derved forhjælpe os til en klar Forstaaelse af disse, dels paa dens Evne til at virke regulerende og stimulerende paa selve Retsudviklingen og derigjennem ogsaa paa de Livsforhold, som denne er bestemt til at tjene. Men paa den anden Side medfører den positive Lovgivning den store Fare, at en begrænset og ufuldkommen Retserkjendelse stivner i Lovsformen og bliver en Hemsko for den levende Rets Udvikling, en Prokrustesseng, hvor de skiftende Livsforholds Behov kommer tilkort. Denne Fare forøges ved, at Lovgivningens Kunst er saa overordentlig vanskelig. Verdens første jurister, de romerske, besad den ikke, og de var sig ogsaa dette fuldt bevidst. Derfor advarer de mod de forhastede Formuleringer. Og den romerske Privatret frembyder et mærkeligt Exempel paa, hvorledes et storartet Bygværk kan opstaa paa Rettens Omraade
