Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske Afhandlinger (1913).djvu/31

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

somhed er Udtryk for et fremtrædende Træk ved hans intellektuelle Personlighed. Disse Virksomheder var hos ham inderlig forbundne og stod i den mest levende Vekselvirkning med hinanden. Han søgte overalt paa det omhyggeligste at udnytte for sine teoretiske Studier sine praktiske Erfaringer, ja følte vistnok kun rigtig fast Grund under sin Forskning, naar han kunde bygge paa saadanne Erfaringer. Paa den anden Side fik de teoretiske Undersøgelser egentlig først Værd for ham, naar de kunde frugtbargjøres i praktisk Anvendelse.

Aschehougs videnskabelige Forfatterpersonlighed har derfor et udpræget realistisk Tilsnit. Han savnede tilvisse ikke Sans for de ideelle Værdier. Han havde i sin Ungdom sammen med sin Studenterkamerat og senere Kollega Filosofen M. J. Monrad modtaget Impulser fra den Hegelske Filosofi, og han var hele sit Liv igjennem en dybt religiøs Natur. Men denne Idealisme havde vistnok mere Betydning for hans Følelsesliv end for hans Intelligens, hvis mest udprægede Karaktertræk var den skarpe Sans for det empirisk givne, de positive Realiteter. Dette træder i hans historiske Arbeider frem i en omhyggelig, kritisk Sigtning af Kildematerialet i Forbindelse med en stor Nøiagtighed i Detaljpaavisningen af de enkelte Institutioners Udvikling og indbyrdes Sammenhæng. Derimod laa ham fjernt de nødvendigvis usikrere og tildels paa mere hypotetisk Grundlag hvilende Bestræbelser for at paavise de drivende Kræfter i Udviklingen, saaledes som det navnlig er forsøgt af Sars i hans bekjendte Værk „Udsigt over Norges Historie“. Som Retsdogmatiker følger Aschehoug i metodisk Henseende nærmest Schweigaard. Den konstruktive Metode, saaledes som den paa Statsrettens Omraade navnlig er bragt til Anvendelse af Forfattere som Gerber, Laband og Jellinek, var ham fremmed; og med de Problemer, som disse og andre nyere tyske Forfattere har sat under Debat, beskjæftigede han sig ikke. Ligesom England var det eneste Land udenfor Norden, som han havde besøgt i Studieøiemed, saaledes fulgte han i sin statsretslige Fremstilling mere engelske end tyske Forbilleder. Hans Metode var den, som Schweigaard havde kaldt den „analytisk-deskriptive“[1], rettet paa en positiv Udredning af det

  1. Jfr. Tidsskrift for Retsvidenskab’s første Aargang Pag 6.