sen“ (1875), der bryder nye Baner i Henseende til baade praktisk og teoretisk vigtige Punkter af Strafferettens almindelige Del, og som — hidrørende fra Forfatterens 26de Aar — er mærkeligt ved den tidlig udviklede Aandsmodenhed, hvorom det vidner — hans Afhandlinger om „Dødsbo med uovertaget Gjældsansvar“ (1878) og „Omstødelse af svigagtige Retshandler efter norsk Ret“ (1878), der berigtiger praktisk betydningsfulde Vildfarelser i vor ældre Teori — hans indgaaende Behandling af et af de spinøseste Emner i Konkursretten i Afhandlingen om „Kreditorernes Adgang til at omstøde sin Skyldners Retshandler“ (1881) — og hans Skrift om Paaanke (1884), der slutter sig som et værdigt Supplement til Schweigaards store Procesværk.
Disse Skrifter vilde i og for sig være tilstrækkelige til at sikre sin Forfatter en betydningsfuld og varig Plads i vor Videnskabs Historie; men i Bernhard Getz’s Produktion træder de dog i Skyggen for de store Lovarbeider, der fortrinsvis vil sikre hans Adkomst til at regnes blandt vor Tide skabende Aander paa Retsudviklingens Omraade og som et monumentum ære perennius vil bevare hans Navn for kommende slægter.
Jeg har søgt — saavidt det overhovedet lader sig gjøre i et kort Foredrag — at angive Getz’s Betydning som Videnskabsmand. Det er det, der ligger denne Kreds nærmest. Men selv inden den Begrænsning, som dette Sted naturlig paalægger en Mindetale, vilde dog min Opgave være ufuldstændig løst, hvis jeg helt forbigik Mennesket Bernhard Getz; ti her hænger, som allerede idet foregaaende antydet, i Virkeligheden Mennesket og Videnskabsmanden paa det engeste sammen.
De romerske Jurister betegnede sin Videnskab som en ars æqui et boni — en Retsindets og det moralske Høisinds Kunst. Der laa deri et Udtryk for den Tanke, at denne Videnskab, naar den tages alvorlig, bør være noget mere end en
