Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske Afhandlinger (1913).djvu/17

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

juridisk Stringens, der ofte kun vanskelig lader sig forene med en populær Affatning. Det fortjener her ogsaa Opmærksomhed, at en Udlænding — den berømte Kriminalist Franz von Liszt, selv en Stilens Mester — netop har fremhævet Udkastets ydre Iklædning som et af dets Fortrin. Han siger: „Allerede Lovens Sprog virker bestikkende, enkelt og klart, med mere Hensyn til Tanke end til Udtryk, til Indhold end Form, bærer det, om ellers en Udlænding tør stole paa sin Dom, Folkeeiendommelighedens Stempel“.[1]

Jeg kommer dernæst til den Maade, hvorpaa Getz i sit Straffelovsudkast har løst den anden Vanskelighed, jeg foran har pegt paa — Vanskeligheden ved overalt at finde den rette Grænse mellem det strafferetslige Omraade og det, der udelukkende bør være forbeholdt de rent moralske Faktorer, eller — som Getz selv etsteds har formuleret Opgaven — at undgaa alt, hvad der kan forstyrre eller svække „den Samvirken mellem Ret og Moral, som dog er Retsordenens væsentligste Styrke“.

Denne Side ved Getz’s Straffelovsudkast er bleven gjort til Gjenstand for en særlig Undersøgelse i en Afhandling af en fremragende østerrigsk Fagfælle, Professor Lammasch, der fremhæver, hvorledes det norske Udkast aabner enhver tænkende Kriminalist vide Udsyn ved i langt videre Udstrækning end de gjældende Straffelove at „afpasse de strafferetslige Lovbud efter Etikens Principer og visse sociale Reformbestræbelsers Krav“.[2] Denne Følelse for Samfundsmoralens Krav viser sig allerede i en Række af de almindelige Bestemmelser om Forbrydelse og Straf, saaledes i Reglerne om Strafferettens territoriale Gyldighed, hvor Solidariteten inden det civiliserede Samfund energisk betones; den viser sig i de nye Regler om Nødværge, hvorved Adgangen til at afværge retsstridigt Angreb med voldsomme Midler begrænses ved Hensynet til det tilbørlige, og hvor der er taget bestemt Afstand fra den „Drabsmoral“, der sanktioneres ved vor gjældende Lov, og som tillader endog at berøve Angriberen Livet, selv om Angrebet kun gjælder et ubetydeligt Retsgode. Den viser sig i Reglerne om

  1. Se Tidsskrift for Retsvidenskab 1889, P. 357.
  2. Se Zeitschrift für die ges. Strafrechtswissenschaft Bd. 14, P. 505 ff.