eller Skurekone, til hvem man kunde henvende sig i den Anledning? Efter at have besigtiget de lokale Forhold kom jeg til det Resultat, at noget saadant ikke fandtes paa Pladsen.
Ja, ja; hvad der er, det er fornuftigt, siger Hegel; jeg stillede mig altsaa op ved en Væg i Forhallen og læste Jernbaneplakater. Derved blev jeg opmærksom paa, at det Tog, jeg skulde gaa med, paa Plakaten slet ikke var nævnt. Men dermed er det nu ikke saa nøje. Stavangerne ved jo, at Toget skal gaa alligevel.
Endelig kom der en Dame, som vistnok hørte Huset til. For hende klagede jeg min Nød, og saa slap jeg ind; — dog maatte hun først ud og faa fat i Nøglen.
— Jeg befandt mig i 1ste Klasses Venteværelse. Der hersker den allerhelligste Stavangerske Bedehusstilhed. Mine Skridt gjenlyder uhyggeligt i den høje, mørke, nymalede Sal. Den i mere verdsligsindede Byer sædvanlige Jernbanerestauration markeres her af en stor, dydig Vandkaraffel midt paa det ensomme, mørke Bord. Jeg syntes forresten, det var uforsigtigt af de stavangerske Totalister at anbringe Van og Glas paa dette Sted; er det ikke ligefrem en Opfordring til de Rejsende om at medhave lidt Kognak til „grov Kjæft“ — paa sin Lommelærke? —
Maaske for at sikre sig mod den Slags Argelist er der ved Siden af Vandflasken nedlagt en stor, velindbunden — Bibel.
— Jeg saa mig om paa de ødslige Vægge —
