modtageligt for forædling. Forgjæves har han vist dem i hele sin smudsige afskyelighed al den elendighed, som de ved sin umenneskelig umoralske moral fører sine medmennesker ned i — de vil ikke beskjæftige sin fantasi og sit følelsesliv med saa lavtliggende ting som den menneskelige elendighed, de selv frembringer; de vil bare fortsætte med at frembringe den. — Og han den stakkars forfatter, som indbildte sig, han skulde kunne røre dem til medlidenhed med de ulykkelige ofre! som indbildte sig, han skulde kunne vække saamegen menneskelighed hos dem, at de opgav sin gamle fordærvelige individualistiske moral og lod sig besjæle af den nye moral, samfundsmoralen, som ikke kjender andre moralske pligter end dem, samfundet har overfor individerne, ingen moralske pligter, som individerne skulde ha ligeoverfor samfundet!...
Men du naadsens gud! siger man; skal individerne ikke længer ha moralske pligter? det vil jo ikke sige andet, end at nu skal alle menneskets lavere drifter, som hidtil har været holdt saa nogenlunde i ave af moralen, slippes løs og faa lov at boltre sig, som de vil. Og da har vi jo den største uretfærdighed af alle —: de stærkere individers ret over de svagere!...
Aa nej da! Har samfundet den moralske pligt ligeoverfor individerne at sørge for, at enhvers — ikke nogen enkeltes, men alle og enhvers individualitet kan komme til fri udfoldelse; har m. a. o. samfundet den moralske
