forblindelse skal falde som skjæl fra deres øjne, at de skal slaa sig for sit bryst og bekjende, at deres er skylden, og at de skal sige til sig selv hver enkelt af dem; jeg vil ikke længer være med paa denne grufulde umenneskelighed! jeg vil ialfald fra nu af gjøre mit til, at der kan bli en ende paa dette moralske tyranni saa al denne menneskelige elendighed endelig engang kan komme til at høre op.
Ja, se det venter han den stakkels mand — men hvad sker?
Det pene moralske forkrøblede samfund vender sig fra ham med afsky. — Aa fy! fy! disse naturalister! siger de, bestandig har deres emner „en affinitet til det lave og slette, til det, der svækker anstændighedsfølelsen ved sit forhold til det obscøne“. Med sine modbydelige billeder besmitter de vor fantasi og tilsøler de vort følelsesliv — og vor moralitet tar skade deraf. Og sligt kalder de kunst! — Nej, den sande kunst, den stiller sig som opgave „at øve en forædlende indflydelse paa fantasi og følelsesliv og derved indirekte paa moraliteten“.
Og der staar naturalisten, plantet paa sine to bene i stum forbauselse —: Hvad væver de om „forædling“ de bæst! — hvad andet er det, han har villet med at vise dem sine nøgne sanddru billeder af disse menneskeliv, som endte dernede i sølen, end netop at forædle deres forkrøblede fantasi og følelsesliv og dermed tillige deres moral! — Men deres sind er ikke
