anlagte, at den moralske følelse, trods alle samfundets moralske foranstaltninger, alligevel ikke formaar at voxe sig saa stærk hos dem, at den bringer dem til at handle moralsk. Disse individer faar da sin straf — en straf, som dikteres dem af den moralske offentlige mening —: de blir stødt ud af det egentlig sociale liv. Og i tusinder og atter tusinder af tilfælde blir denne udstødelse af det sociale liv begyndelsen til en række ulykker, der ender i fortvivlelse og undergang. — Lad os tænke paa, hvordan det i de fleste tilfælde gaar unge forbrydere, imod hvem samfundet, ogsaa efter at de har udstaaet sin lovlige straf, fremdeles blir ved at udøve et moralsk ansvar. Og — for at ta et enkelt literært exempel —: lad os tænke paa Alexander Kiellands „Else“, som for sin moralske forseelses skyld blir stødt ud paa gaden af sin — gudbevars kjærlige, men moralsk forblindede plejemor, og derved gaar tilgrunde. Og lad os tænke paa de utallige andre unge piger, hvem det gaar ligedan. Lad os tænke paa, hvad det vil sige det: at leve udstødt af det sociale liv og bli behandlet som samfundets bærme og udskud, lad os tænke paa, hvad det vil sige, og vi vil forstaa, hvorledes selve livet og dermed ogsaa den personlige frihed da faar saa lidet at betyde, at resikoen for at miste liv og frihed ikke længer formaar at afholde individet fra forbrydelsen, afholde det fra aaben kamp mod samfundet som samfund — denne kamp, der saa
