individer, hvis forskjelligartede og ejendommelig udformede naturer bryder sig imod hinanden i et rigt vexlende farvespil, svinder ind til en ensartet sammenlevens farveløse graat i graat. — Fattiggjørelsen af den enkeltes liv hævner sig mangefold paa det sociale livs gehalt.
Deterministen ser paa denne fattiggjørelse af livet — og beklager den. Baade for sin egen og for alle de andres skyld. Og er han forfatter, saa kunde det nok hænde, han fik lyst til at ta et rigtig forkrøblet exemplar af arten og lægge det frem for offentligheden; pege paa de spirer, som oprindelig fandtes, vise, hvordan de lidt efter lidt dræbtes under den moralske udvikling, og saa stille det frem i hele sin nøgne fattigdom, det ynkværdig forkrøblede liv, hvori denne kastreringudvikling endte.
Men hvis han gjør det?
Ja, saa skriger publikum op — og lejesvendene, de strænge dusinkritici gaar i spidsen —: hvorfor fremstiller han ikke heller det skjønne i livet end det stygge! Dette ækle stof, og denne utilhyllede fremstilling af det i hele sin ækkelhed — vi ved ikke, hvad der er modbydeligst. — Nej digtningen skal være skjønliteratur, ikke stygliteratur.
Dog, der blir ikke skrevet saamange af den slags bøger; der er nemlig andre opgaver, som ligger den deterministiske forfatter nærmere.
Sagen er den:
Der gives en hel del individer, som er slig
