Jeg ved, at denne bog er et monstrum af en bog — literært som socialt. Men desværre den maatte bli det i begge henseender.
Literært, fordi jeg, uden oprindeligt literært talent, i trediveaars alderen saa mig nødsaget til at overta løsningen af en opgave, som jeg i en aarrække havde gaat og ventet paa skulde bli løst af en anden — den opgave nemlig at indlede en moderne norsk romanliteratur.
Socialt, fordi denne opgave ikke kunde løses uden ad naturalistisk vej, og fordi ethvert virkelig naturalistisk værk baade ved sin form og ved sit indhold nødvendigvis maa støde voldsomt an imod, hvad der nufortiden ansees for god social tone.
Jeg skal forklare hvorfor:
Naturalismen er — kort defineret — deterministisk digtning.
Og determinismen gaar ud fra, at menneskene under de faktisk forhaandenværende omstændigheder umulig kan handle anderledes, end de virkelig handler. Den gaar med andre ord ud fra, at hvis et menneske drages til ansvar for sine handlinger, saa drages han til ansvar for noget, hvori han ingensomhelst „skyld“ har, hvori han altsaa er ganske og aldeles „uskyl-
