Side:Fortale til Kristianiabohêmen.djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Jo: de tilbringer sin ungdom dels med frugtesløse forsøg paa udenfor sig at finde et maal, som svarer til den dybe trang derinde i dem, og dels med ligesaa frugtesløse forsøg paa at døve denne higende trang ved hjælp af alle de aandelige narkotika, som det gamle, indvendig raadne, samfund stiller til deres raadighed. Og naar saa engang det frugtesløse i disse forsøg tilslut er gaaet op for dem, og haabløshedens ro har sænket sig ned over dem — saa vaagner de en vakker dag op til forstaaelse af situationen. Da gribes de af raseri imod dette pene, brave samfund, som ganske rolig, med koldt blod har ødelagt deres liv — og de tænker et øjeblik paa at rejse sig til kamp imod al denne djævelske penhed og bravhed. Men da er det for sent. Deres ungdom er borte, deres energi slidt op; kanske deres arbejdskraft med. Og selv om de kunde gjøre noget — de vilde jo ikke komme til at nyde frugterne af sit arbejde. Og de gider s’gu ikke kaste sig ind i et arbejdsliv, som ikke de selv, bare andre, skal høste nytten af; de er ikke længer saa unge, at de kan tilfredsstilles ved det surrogat for livet, som ligger i en kamp for at redde dem, der kommer efter. Ialfald kan en slig kamp ikke begejstre dem nok til at overvinde deres slaphed og energiløshed. — Og saaledes fordunster det første øjebliks raseri, haabløshedens ro sænker sig igjen ned over dem, og de lever slapt videre. Men livet fortoner sig