Jo: de tilbringer sin ungdom dels med
frugtesløse forsøg paa udenfor sig at finde et
maal, som svarer til den dybe trang derinde i
dem, og dels med ligesaa frugtesløse forsøg paa
at døve denne higende trang ved hjælp af alle
de aandelige narkotika, som det gamle, indvendig
raadne, samfund stiller til deres raadighed.
Og naar saa engang det frugtesløse i disse forsøg
tilslut er gaaet op for dem, og haabløshedens
ro har sænket sig ned over dem — saa
vaagner de en vakker dag op til forstaaelse af
situationen. Da gribes de af raseri imod dette
pene, brave samfund, som ganske rolig, med
koldt blod har ødelagt deres liv — og de tænker
et øjeblik paa at rejse sig til kamp imod
al denne djævelske penhed og bravhed. Men
da er det for sent. Deres ungdom er borte,
deres energi slidt op; kanske deres arbejdskraft
med. Og selv om de kunde gjøre noget — de
vilde jo ikke komme til at nyde frugterne af
sit arbejde. Og de gider s’gu ikke kaste sig
ind i et arbejdsliv, som ikke de selv, bare
andre, skal høste nytten af; de er ikke længer
saa unge, at de kan tilfredsstilles ved det
surrogat for livet, som ligger i en kamp for at
redde dem, der kommer efter. Ialfald kan en
slig kamp ikke begejstre dem nok til at
overvinde deres slaphed og energiløshed. — Og
saaledes fordunster det første øjebliks raseri,
haabløshedens ro sænker sig igjen ned over dem,
og de lever slapt videre. Men livet fortoner sig
Side:Fortale til Kristianiabohêmen.djvu/14
Denne siden er korrekturlest