engang ikke stilles ansigt til ansigt med sine ofres elendighed. Hvad kommer det disse privatmænd, som aldrig har vidst, hvad almenaand var — hvad kommer det dem ved, at endel fremmede mennesker ikke kan finde sig tilrette i deres pene, hyggelige samfund, og derved gaar tilgrunde! hvad kommer disse fremmede mennesker dem ved! —
Fremmede mennesker... ? Og hvad om ogsaa en del af deres egne gik med i løbet! — Hvem ved, kanske det kunde røre dem?...
Ja, hvem ved — det var kanske et forsøg værdt.
Der gives i vort samfund en liden skare mennesker — mest sønner af brave, pene forældre — for hvem det fattige aandsforladte liv i det moderne samfund ikke har den tillokkelse, at udsigten til at leve et sligt liv formaar at sætte deres energi i bevægelse — mennesker for hvem det moderne samfund er en øde, trøstes løs sandørk, hvor de ingensteds kan fæste bo, hvor de bare vanker omkring og vansmægter efter livet. Den lille skare er fremtidens fortidlig fødte børn, dens første udsæd, mændene med de store behov, fremtidsbehovene, der først kan tilfredsstilles under friere, rigere og skjønnere samfundsformer, som det er forbeholdt fremtiden at skabe — det er den landflygtige, hjemløse bohême. — Ogsaa en skjøn frembringelse af den moderne kultur.
Hvordan forløber disse hjemløse existencers liv?
