Side:Fortale til Kristianiabohêmen.djvu/12

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

disse mangler ved samfundsordenen. For derved at vise, hvorledes de umoralske samfundsinstitutioner har sin andel i individualiteternes forkvakling og forkrøbling, og i ulykke og elendighed.

Viser det sig saaledes, at den bestaaende ejendomsret gir den økonomisk stærkere ret til at undertrykke den økonomisk svagere baade politisk, økonomisk, socialt og intellektuelt, og at dette forhold fremavler de store samfundsonder: fattigdom, raahed, vankundighed; og viser det sig, at familie- eller ægteskabsinstitutionen ved sin unaturlige adskillelse af kjønnene hos individerne skaber et fond af liderlighed, som sammen med fattigdommen, raaheden og vankundigheden fremavler det store samfundsonde, vi kalder usædelighed; og viser det sig, at disse samfundsonder uafladelig kræver en mangfoldighed af ofre — saa er det jo klart, at den deterministiske forfatter som emne for sin kunstneriske fremstilling gjerne vil vælge netop de individualiteters udviklingshistorie, der falder som ofre for disse samfundsonder.

Men hvis han gjør det, saa falder man igjen over ham med sit forslidte vrøvl om „affiniteten til det lave, det slette, det uanstændige, det obscøne“. Naturalisten kan vende sig, hvor hen han vil: han kan gi sig ikast med en hvilkensomhelst opgave, hans livssyn maatte føre ham ind paa — altid vil de bli spyttet ham i ansigtet disse fortærskede gloser. De pene, moralske, forkrøblede samfundsmennesker vil nu