Ligesaa vist nemlig som samfundet i kraft
af den moralske pligt, som paahviler det, har
ret til at indskrænke individernes handlefrihed
inden visse grænser, for at alle individer kan
opnaa den størst mulige grad af frihed og
udvikling — ligesaa vist er det ogsaa samfundets
moralske pligt at sørge for at optrække disse
grænser netop saa snævert, som det til den ende
behøves, og hverken videre eller snævrere. Thi
trækkes de for snævert disse grænser, saa vil
jo det — ligedan som tilfældet var med den
individualistiske moral — paa den ene side lede
til en unødvendig nivellering af individualiteterne
og derved forarme det sociale liv, og paa
den anden side skabe forbrydere af folk, der
ikke behøved at være det. — Og trækkes
grænserne ikke snævert nok, saa aabnes der derved
en adgang for den stærkere til at undertrykke
den svagere.
Men viser det sig nu, at grænserne for den individuelle frihed i den bestaaende samfundsorden dels er trukket for snævert og derved bevirker en unødvendig nivellering af individualiteterne; og dels ikke snævert nok, saa at den stærkere faktisk faar retslig adgang til at undertrrykke den svagere og hæmme den fri udfoldelse af hans kræfter, politisk, økonomisk, socialt, intellektuelt — saa er det jo klart, at den deterministiske forfatter til emner for sine kunstneriske fremstillinger gjerne vil vælge netop de individers udviklingshistorier, der rammes af
