pligt at sørge for, at alle individer kan opnaa den størst mulige grad af frihed og udvikling, saa er det dermed ogsaa git, at samfundet har ret til at fordre af individerne, at de ikke ved sine handlinger gjør det umuligt for samfundet at opfylde denne sin moralske pligt. Samfundet har med andre ord, i kraft af den moralske pligt, som paaligger det overfor individerne, ret til at sætte de grænser for individernes handle frihed, som er nødvendige for, at alle individer kan opnaa den størst mulige grad af frihed og udvikling, og gjør samfundet det, saa kan ikke den stærkere undertrykke den svagere — med mindre han overskrider disse grænser. Men da kommer samfundet og drager ham til ansvar derfor — ikke med nogen moralsk ret gudbevars, men med en juridisk[1].
Og herved kommer jeg ind paa en anden opgave, som frembyr sig for den deterministiske forfatter.
- ↑ Her turde kanske være plads for den bemærkning, at i et fuldt udviklet samfund, der virkelig har opfyldt sin pligt ligeoverfor individerne og skaffet dem alle den størst mulige grad af frihed og udvikling, politisk, økonomisk, socialt og intellektuelt; i et samfund altsaa, hvor individet staar der med fuld forstaaelse af, hvad en forbrydelse er, nemlig oprør imod samfundet som samfund — der vil der neppe være plads for andre straffe i kriminalloven end dødsstraf eller deportation. Thi den, der da begaar en forbrydelse, han begaar den ikke længer, fordi umoralske samfundsforhold indvirker uheldig paa hans natur, men fordi han, med denne sin natur, overhovedet ikke er skikket til at være medlem af et frit samfund. Derfor maa samfundet kaste ham ud, saa lidet han end selv kan hjælpe for, at han er slig.
