78
smaa Gavlhuse, slig som de tildels endnu findes. Jeg saa med egne Øine tre af de forfulgte Karle svinge sig over en lav Mur op paa Tagrenden, mellem det Hus, hvor jeg boede, og Naboens, og det med tunge Sække paa Ryggen. De løb saa behændig som Katte. Mit Hjerte bankede en Del stærkere ved dette natlige Eventyr, ret som om jeg havde læst det i den gyseligste Røver-Roman; men der var vel ældre Hjerter end mit, som ogsaa bankede; thi der var mange som saa hvad jeg saa, men de anholdt ikke Røverne. Paa den anden Side hoppede eller slap disse sig ned med den samme Behændighed, og saavidt jeg kan erindre blev kun faa af dem grebne. Det var eet Tilfælde, men det vakte i Begyndelsen ikke mere Opsigt, end om det var blevet sagt at der var Pibebrand i Hjørnehuset, eller at der var et ordentligt Slagsmaal igang. En overordentlig Sensation fremkaldte derimod Fetzers Henrettelse. Man beklagede ham egentlig ikke; han havde fuldt ud fortjent det, men den kraftige unge Mand med det brede Kjæmpebryst, der gik saa friskt til Døden som til sine Eventyr, der havde bekjendt saa frimodig og endnu paa Guillotinen var Helten saaledes som hele sit Liv igjennem, vakte en ualmindelig Deltagelse og de blandt de Tusinder af Tilskuere, der fremdeles skulde faa leve, vil aldrig glemme Indtrykket deraf.“
