76
„Indbrud og gyselige Røverhistorier hørte hos os
til det daglige Liv, og vi Gutter var saa fortrolige dermed,
at vi betragtede det som det skulde saa være. De
truede enhver som andre Ulykkestilfælde, og Den priste
sig lykkelig, som blev forskaanet for dem. Enhver er jo
sig selv nærmest, og det interesserede os derfor mere
naar det hed, at Fetzer igjen var brudt ud, eller den og
den Bande havde gjort Indbrud her og der, end naar
det hed, at Østerrigerne havde slaaet Franskmændene, eller
den eller hin General kom dragende over Rhinen. Naar
en eller anden af de store Røvere blev fangen og indbragt,
glædede det os vel; men Glæden var dog forbunden
med en hemmelig Frygt, thi man tvivlede ikke
paa at han snart igjen vilde bryde ud. En almindelig
Forfølgelse og Udryddelse af Uvæsenet holdt vi for ganske
umulig, og der tiltrængtes ogsaa i Virkeligheden for at gjøre
den mulig, den hele Talentfuldhed og al den rastløse
Udholdenhed hos en saa udmerket Mand, som Statsprokurator
Keil. Navnlig var vi i Køln, den store og rige
By, altid opfyldte af Skræk; thi enhver vidste, at et
betydeligt Antal Røvere her stadig havde sit Tilhold,
enten naar de laa paa Lur, eller naar det gjaldt i Sus
og Dus at sætte de røvede Skatte overstyr. I de tusinde
Smuthuller i den krinklede By fandt de den bedste
Anledning til at unddrage sig Sikkerhedspolitiets Øine.
Det var slet ingen Hemmelighed, at en af deres Hovedagenter,
der kun var Mellemmand, men ikke selv stjal,
boede midt iblandt os. Som Gut saa jeg ham ofte,
den berygtede Spielmanns Mathias, staa derover ved
Broen i Deutz. Naar han med sine fule Øine stod der
og grinede, strøg sig om Munden og hilste til os Skolegutter,
løb det os vel koldt nedover Ryggen, og vi
sprang i pludselig Frygt vor Vei; men det hindrede os
ikke i at vende tilbage og betragte ham; thi han var en
berømt Mand og modtog Høflighedsbevisningen med stort
Velbehag. Var han i Samtale med Nogen, vidste vi
hvad Klokken var slagen, at man igjen raadslog om et
