Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1894.djvu/80

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

76


„Indbrud og gyselige Røverhistorier hørte hos os til det daglige Liv, og vi Gutter var saa fortrolige dermed, at vi betragtede det som det skulde saa være. De truede enhver som andre Ulykkestilfælde, og Den priste sig lykkelig, som blev forskaanet for dem. Enhver er jo sig selv nærmest, og det interesserede os derfor mere naar det hed, at Fetzer igjen var brudt ud, eller den og den Bande havde gjort Indbrud her og der, end naar det hed, at Østerrigerne havde slaaet Franskmændene, eller den eller hin General kom dragende over Rhinen. Naar en eller anden af de store Røvere blev fangen og indbragt, glædede det os vel; men Glæden var dog forbunden med en hemmelig Frygt, thi man tvivlede ikke paa at han snart igjen vilde bryde ud. En almindelig Forfølgelse og Udryddelse af Uvæsenet holdt vi for ganske umulig, og der tiltrængtes ogsaa i Virkeligheden for at gjøre den mulig, den hele Talentfuldhed og al den rastløse Udholdenhed hos en saa udmerket Mand, som Statsprokurator Keil. Navnlig var vi i Køln, den store og rige By, altid opfyldte af Skræk; thi enhver vidste, at et betydeligt Antal Røvere her stadig havde sit Tilhold, enten naar de laa paa Lur, eller naar det gjaldt i Sus og Dus at sætte de røvede Skatte overstyr. I de tusinde Smuthuller i den krinklede By fandt de den bedste Anledning til at unddrage sig Sikkerhedspolitiets Øine. Det var slet ingen Hemmelighed, at en af deres Hovedagenter, der kun var Mellemmand, men ikke selv stjal, boede midt iblandt os. Som Gut saa jeg ham ofte, den berygtede Spielmanns Mathias, staa derover ved Broen i Deutz. Naar han med sine fule Øine stod der og grinede, strøg sig om Munden og hilste til os Skolegutter, løb det os vel koldt nedover Ryggen, og vi sprang i pludselig Frygt vor Vei; men det hindrede os ikke i at vende tilbage og betragte ham; thi han var en berømt Mand og modtog Høflighedsbevisningen med stort Velbehag. Var han i Samtale med Nogen, vidste vi hvad Klokken var slagen, at man igjen raadslog om et