71
sammen i større Grupper, som den brabantske, hollandske og mersenske, snart i mindre Skarer, der i stadig Kamp med Politiet huserede snart her, snart der, forsvandt paa et Sted for at dukke op igjen paa et andet langt derfra, ved energiske Forfølgelser spredtes fra hinanden og forenede sig paany og fra den nordligste Spidse af Friesland lige til Baiern, fra Seine til hinsides Elben, snart i Nimwegen, snart i Hamm og Köln, snart i Ansbach og Donauwörth satte alt i Skræk ved den utrolige Snedighed og Forvovenhed, hvormed de undfangede og udførte de dristigste Planer og hobede uhyre Skatte sammen. Netop den forbausende Magt og uhyre Udbredelse hos denne Bande, der ligesom voxte op af Jorden ved et Trylleslag, gjør den mystiske Folketro forstaaelig der satte den i Forbindelse den den Onde selv.
I denne Forbindelse er den ældre Mersener Bande af særegen Interesse, dens Organisation omhylledes af en Hemmelighed, fra hvilken Sløret først ganske nylig er bleven fjernet.
Paa Maas’s høire Bred, halvanden Mil nordost for Mastricht, ligger ved Foden af et med tæt, vildt Krat overgroet Bjerg, der rager høit op over Maas-Dalen, en ikke just stor, men folkerig Landsby, Mersen. I hundrede Aar, ja længer, havde her midt blandt fredelige Bønder noget forvorpent Pak slaaet sig ned. Hvad der bidrog til, at det netop valgte dette Sted, var dels den Omstændighed, at det i Nærheden havde baade Brabants, Julichs og Aachens Omraade, saa det med Lethed kunde vandre fra det ene Distrikt til det andet, dels at der her strømmede sammen en Mængde omstreifede Handelsjøder, som befordrede Salget af Tyvekosterne. Men de Røvere, som i den første Tid slog sig ned her, var ikke alene et andet Slags Folk end de senere Tiders, de havde ogsaa en anden Methode. De gamle Mersenere stormede ikke med Magt sine Ofres Døre, angreb dem ikke personlig eller mishandlede dem. Deres System var
