469
den saakaldte Gjelgja eller Jøya, endende i et Dragehode og merket af Sverdhug, som den havde faaet af hver Brudgom, som hjemførte sin Brud. Hvor almindelige disse Røgstuer var, kan sees af en Beretning af Erik Pontoppidan, som c. 1750 var Biskop i Bergen; denne fortæller at Bondestuerne paa Vestlandet dengang almindelig var uden Vinduer, idet Lyset kom ind gjennem Ljoren, som kunde lukkes med en Skjaa eller Træramme med Hinde; indvendig var Stuerne ganske sorte af Røg. Med Rette bemerker Eilert Sundt om disse Røgstuer: „Med Møie og Flid samler Oldforskerne sammen Stykke for Stykke af Bohave og andre gamle Sager, som nu og da graves op af Gravhauge, og ved at stille disse mange Stykker sammen faar de et nogenlunde sammenhængende og helt Billede af vore Forfædres daglige Liv. Men i en vestlandsk Røgovnstue lever og rører Oldtidens Liv sig endnu den Dag idag, — det er ganske forunderligt, hvor lidet det har forandret og udviklet sig.“
Jeg sagde ovenfor, at vore Bønder nu for Tiden af Badstuen kun har Navnet, men ikke Gavnet, idet dette Hus nu alene anvendes til Tørring af Korn. Denne Kjendsgjerning giver os et trist Billede af vort Folks Udviklingsgang paa Renlighedens Omraade. I Oldtiden havde man, ganske som nu i de store Byer, tre Slags Bad: Karbad eller Laug Dampbad og Tørbad eller Svedebad. Paa de større Gaarde var der altid en Badestue, som udgjorde et Hus for sig. Laugene eller de varme Karbad toges som Regel hver Lørdag, hvilken Dag deraf har sit Navn (oldnorsk Laugardagr). De tørre Bad brugtes især af gamle Folk; de foregik slig, at de sad eller laa afklædte tæt ved Ilden og varmede sig, medens Kroppen blev gnidt sterkt med Klæder; dette kaldte de at bage sig ved Ilden; paa Island omtales ogsaa Bad i varm Sand. Men det vigtigste Bad var Dampbadet. I Badstuen var der en Stenovn, som blev hedet sterkt op, naar man skulde bade, og naar Stenene
