466
Djævelen besatte Befries fra den onde Aand og renses for ikke i Evighed at lide Helvedes Kvaler. — Ildens Brug som Renselsesmiddel skriver sig fra dens Hellighed. Ved de hedenske Offergjestebud maatte de fyldte Horn bæres mellem Ildene, før man tømte dem. De islandske Landnamsmænd tilegnede og helligede sig Landeiendomme ved at fare omkring dem med Ild. Af den ældgamle Ild-Dyrkelse er der endnu Levninger. Saaledes fortæller Storaker fra Lister og Mandal, at Snerken af sød Melk som koges, der bliver kastet i Ilden; i Thelemarken gjør man ligedan, og siger at det er Lokje som skal have den. Andre Steder kastes ogsaa Salt og Mel i Ilden som et Offer til den; denne Skik gjenfindes endog i de gamle Inderes hellige Skrifter. Ligetil Slutningen af forrige Aarhundrede dyrkede man i Norge en Helgeninde som kaldtes St. Eldbjørg, derved at man heldte Øl i Ilden eller drak et Mindebæger for hende. Denne St. Eldbjørg, er ligefrem skabt af Navnet paa trettende Dag Jul, Eldbjørgdagen, d. v. s. den Dag da man bjergede eller slukkede Ilden, efterat Gjestene var dragne afgaarde. Allerede i norske Breve fra 15de Aarhundrede kaldes 7de Januar for „Eldsdagr Jóla,“ og i den islandske Almanak heder den fremdeles Eldbjørgmesse.
Jeg har her streifet et Kapitel som denne Gang ikke skal tages med i sin fulde Udstrækning: Overtroens Skikke. Særdeles mange af de Skikke som findes i vort Land staar paa en eller anden Maade i Forbindelse med overtroiske Forestillinger. Disse overtroiske Skikke var engang, nemlig paa den Tid da den nuværende Overtro var Folkets eneste Tro, hellige Ceremonier som ledsagede dets Gudsdyrkelse. De behandles derfor ogsaa bedst i Sammenhæng med hele den øvrige Overtro, og den hører ikke ind under vort nuværende Emne. Her skal endnu kun omtales nogle Skikke af kulturhistorisk Interesse, en Art Sport og visse Arter af Bygningsstil.
Af Forlystelser er flere Slags bevarede fra Hedendommen. Navnlig er det af Interesse at se, hvorledes
