464
Svangerskabet; ligesom en Søn, som fødtes efter Faderens Død, altid fik hans Navn. Denne Skik holdt sig i Norden længere end andetsteds, ja overlevede Troen paa Sjæleoverførelsen. Et sikkert Vidnesbyrd om denne Tros Ophør er det, at et Barn opkaldes efter levende Forældre og Slegtninge. Som Folketro har Sjælevandringstroen holdt sig, omend afsvækket, lige til vor Tid. I Strøms Søndmørs Beskrivelse omtales den Tro, at de døde Slegtninge „gaar efter Navn,“ d. v. s. aabenbare sig for den frugtsommelige Kvinde i Drømme, og at naar Barnet bliver født, opkaldes det efter den, som har vist sig i Drømmen. Den samme Folketro findes efter Eilert Sundt endnu paa Søndmøre og efter O. Nicolaisen endnu i Nordland. Overhovedet er Opkaldelse efter Afdøde endnu praktiseret i det vestlige og nordlige Norge, medens der paa Oplandene har udviklet sig nye Regler.
Pligterne mod den Afdødes Lig indskjærpes strengt i vor gamle Literatur. I Hedendommen blev Den fredløs som undlod at bedække et Lig med Jord, hvor han end sandt det. I et af Eddadigtene heder det: „Haug bør man opkaste for den Hedenfarne, to Hænder og Hoved, kjæmme ham og tørre, for Kisten ham modtager, og ønske ham salig at sove.“ Til disse Pligter hørte det at lukke den Dødes Øine og klemme sammen Næseborerne; etsteds omtales ogsaa Paabinding af de saakaldte Helsko (Dødssko), hvilken Skik forklares af den Tro, at den Døde havde at gjennemvandre en skarp Tornemo, „Tynnemo,“ som den kaldes i den berømte norske Folkevise Draumkvæe. Af gamle Skikke vedkommende Død og Begravelse skal jeg nærmere omtale en, som er udbredt rundt om i vort Land: den saakaldte Lighalmbrænding. Denne bestaar deri, at den Sengehalm, hvorpaa en Afdød har hvilet, opbrændes paa et høitliggende Sted, medens den Dødes Familie stiller sig andægtig rundt om Ilden og til Slutning ofte læser et stille Fadervor. Af denne Skik, som ogsaa findes blandt
