459
Sagen forholder sig ganske anderledes. Der paatræffes netop, ialfald i de mere bortgjemte Strøg af Landet, en forbausende Mængde Levninger af Oldtidens Sæder. Forklaringen hertil er simpelthen den, at den norske Bonde af Naturen er alt andet end nyhedssyg; han er ganske betydelig konservativ i sine Vaner, og det er først de sidste Aartieres livlige Samfærsel der paa dette Felt som paa alle andre har fremkaldt de mange Forandringer. Det er bekjendt nok — siger Eilert Sundt — at den gamle Slegt gjennemgaaende betragter disse Brud paa det nedarvede med Modvilje, som en Forkvakling af det ægte Nationale. Det varede da ogsaa længe nok, før man idethele indlod sig paa at optage nogetsomhelst Nyt, det være nok saa godt. Eilert Sundt fortæller saaledes ved Omtalen af den stygge, men ægte norske Uskik at spytte paa Gulvet, om en anseet Mand i en Bygd, som havde indført en Spyttebakke i sin Storstue. Manden var, som sagt, almindelig agtet og særdeles dygtig; men fra den Tid af at han foretog det dristige Skridt med Spyttebakken, var det let at merke hvor meget mindre likt han blev. Det var som om han herved havde søgt at hæve sig over sine Sambygdinger, som om han paa en Vis havde brudt med dem; det gjorde paa dem omtrent samme Indtryk som naar vi hører en Mand „knote.“ Det var da ogsaa med en Slags Stolthed, at hans Naboer berettede, hvorledes de paa Trods spyttede udenfor Bakken i Storstuen.
Jeg skal først omtale et Par Skikke vedrørende Fødselen, hvilke stammer lige fra vor Oldtid. Over hele Landet ansees det endnu almindeligt for en ueftergivelig Pligt for alle Nabokvinder at bringe den nyforløste Kone et Fad med Barselsgrød. Dette er en ældgammel Skik, som endog findes paa Færøerne, hvor Grøden kaldes Nornegrød, saavelsom blandt Lapperne, hvor den heder Sarakka-Grød. Denne Nornegrød var oprindelig et Offer til Nornerne, de tre hellige Møer som vore Forfædre troede var tilstede ved hvert Men-
