457
mere Vegt paa Mesalliancer eller Forbindelser mellem to Personer af forskjellig Stand og Formue, end vore Byboere gjør. Dette hænger nu atter sammen med hele den gammel-hedenske Betragtning af Egteskabet, hvorefter Hovedvegten blev lagt paa den retslige Side, paa Ordningen af Formuesforholdene, medens saavel Følelsen som det Religiøse holdtes fjernere. Egentlig er det Ættens Magt, som her griber ind; Egteskabet er fuldt saa meget en Sag mellem de to Ætter, som mellem de to Mennesker. Da med Forbindelsen den ene Æt blev solidarisk med den anden, var det naturligt at saavel Beileren som Pigen maatte have sin Slegts Samtykke. Beileren maatte ikke underhaanden nærme sig Pigen; Retten til at give hende bort tilhørte Slegten.
Den samme Opfatning gaar igjen ved Ordningen af Formuesforholdet, hvor Grundregelen var at der intet Formues-Fællesskab existerede mellem Egtefællerne; kun hvad der erhvervedes under Egteskabet, blev Fællesgods; hvor der ikke var fælles Børn, vendte ved Egteskabets Ophør Godset tilbage til den Æt hvorfra det var kommet. Den dybere Grund hertil laa vistnok i et ældgammelt Sameieforhold mellem Medlemmerne af samme Æt, saaledes at den Enkelte kun besad sin Eiendom som en Slags Fidei-Kommissar paa hele Slegtens Vegne. I allerældste Tid var det endog Skik, hvad der senere nærmest var en Form, at Bruden kjøbtes af Faderen for en vis Sum (Mundr), hvorfor ogsaa det ældste Navn paa Bryllup var Brúðkaup, d. v. s. Brudekjøb. Heri har man da igjen seet en Levning fra den Tid, da Mændene simpelthen røvede sine Koner fra Nabostammerne. I Overensstemmelse med hele denne Praxis staar det vistnok, at den rene og ideelle Kjærlighed, som de gamle Heltedigte saa gjerne skildrer, gjennemgaaende er ulykkelig idet de Elskende enten slet ikke faar hinanden eller deres korte Samliv afbrydes ved Slegtningers Fiendskab. Ogsaa fra de historiske Sagaer kjendes Exempler nok paa ulykkelig Elskov. Ofte heder det dog
